Behandling med Botox og Microtox
Hvad er Botox?
”Botox” er den populære betegnelse for botulinum toxin A, som anvendes i både kosmetisk og medicinsk regi. Det er et registreret lægemiddel, som indeholder det aktive stof botulinum toxin A. Dette stof blokerer for sammentrækningen af musklerne, som derved slapper af. Når musklerne ikke kan trække sig sammen, vil de overfladiske rynker og linjer reduceres.
Botox påvirker ikke de omkringliggende muskler, det virker kun i det behandlede område. Stoffet har været anvendt siden 1980´erne til kosmetiske behandlinger.
Stoffet kan desuden anvendes i medicinsk regi til behandling af neurologiske lidelser med muskelkramper (”spasmer”), hovedpine og til reduktion af kraftig svedproduktion i hænder og/eller armhuler. Microtox er et specialpræparat der er beregnet til behandling af helt overfladiske rynker, det indeholder ud over botulinum toxin også hyaluronsyre og vitaminer. Se også i vor patientinformation om Microgold/Microtox.
Hvor kan man anvende Botox?
De primære behandlingsområder er bekymringsrynken mellem brynene, rynker i panden og omkring øjnene. Man kan desuden anvende det til nedadvendte mundvige, rygerynker på overlæben, ”gummy smile”(tandkødssmil), “lip flip”, kraftige tyggemuskler, ved kæbelinje og til brynløft. Botox kan evt. suppleres med en filler-behandling, hvis rynkerne er meget dybe. Microtox/Microgold kan benyttes i hele ansigtet.
Hvor længe er holdbarheden af Botox-behandlingen?
Holdbarheden ved første behandling er typisk på 3-5 måneder. Holdbarheden bliver oftest længere, hvis man får gentaget behandlingen, idet musklen der rynker ikke aktiveres og den derfor bliver svagere over tid. Ønsker man at opnå optimal effekt, bør man påregne behandlinger 2-3 gange årligt, i hvert fald det første år. Effekten indtræder efter 2-3 dage og den optimale effekt ses efter 10-14 dage. Der tilbydes en kontroltid, gerne efter 2 uger.
En sjælden gang ses patienter, hvor behandlingen ikke virker.
Hvordan udføres behandlingen?
Der tages kliniske fotografier før den første behandling og ved senere konsultation. Huden afvaskes, gerne med sprit eller klorhexidin, og botox injiceres i musklen lige under hudens overflade med en meget tynd kanyle. Selve behandlingen tager ca.15 minutter, afhængig af hvor mange områder, der skal behandles. Man kan umiddelbart efter behandlingen genoptage arbejde eller daglige gøremål. Der sættes 30 minutter af til en behandling, så der er god tid til grundig vejledning og til at finde den rette behandling til dig.
Forholdsregler efter behandlingen
Efter behandling bør du undgå at massere eller gnide på det behandlede område. Effekten af botox indtræder efter 2-5 dage, og den fulde effekt ses efter 10-14 dage. Du kan tilbydes en tid til kontrol efter 14 dage, hvor der er mulighed for en touch-up uden beregning dvs. supplerende behandling i det behandlede område hvis den forventede effekt ikke er opnået.
Kan der opstå bivirkninger eller komplikationer efter behandlingen?
Botox er ganske uskadeligt i de mængder, det anvendes til kosmetiske behandlinger.
Uønskede bivirkninger er sjældne, men den mest almindelige bivirkning kan være let ømhed svarende til indstiksstedet eller en lille blødning.
Enkelte oplever tunge øjenlåg eller væske omkring øjnene ved behandling af panden. I sjældne tilfælde svækkes de nærliggende muskler. Opleves dette, vil det normalt aftage indenfor et par uger, en sjælden gang noget længere tid.
Influenzalignende symptomer og hovedpine er ligeledes beskrevet, men typisk ses dette kun det første døgn.
Hvem kan ikke gives kosmetisk botox behandling?
- Børn og unge under 18 år.
- Gravide og ammende.
- Personer med visse neurologiske lidelser, som kan medføre muskelsvaghed.
- Personer med aktiv infektion i de områder der ønskes behandlet.
- Hvis du har haft herpes labialis (forkølelsessår) og ønsker behandling af læben, så gør opmærksom på dette, det kan i så fald være fornuftigt med behandling der forebygger nyt udbrud af herpes i forbindelse med Botoxbehandlingen.
- Gør også opmærksom på evt. andre infektioner, hudsygdomme eller blodsygdomme, og om du har eller har haft kræft i huden eller anden form for kræft. Lægen vil i så fald vurdere, om der er noget i vejen for, at du kan modtage behandlingen.
Forkonsultation
Før behandling med botox skal du til en forkonsultation hos vores speciallæge. Den kan foregå online, og vil omfatte en videokonsultation, f.eks. ved hjælp af Face Time eller Whats App. Lægen ringer dig op på aftalt tidspunkt, der kan opstå lidt afvig, sådan at du får samtalen noget før eller senere end aftalt.Ved forkonsultationen skal du først have læst denne informationen. Så kan du få yderligere information af lægen om det der står og om den behandling der er den rette for dig. Klinikkens øvrige personale svarer også gerne på spørgsmål. Der bliver oprettet journal og data, inklusive CPR-nr, lagres krypteret.
Det er kun den første gang i et behandlingsforløb, at du skal til forkonsultation, med mindre der er gået flere år siden lægens ordination, du ønsker ændring i ordinationen, eller du skifter til ny klinik. Efter forkonsultationen skal der gå 2 dage, før du kan blive behandlet. Før behandlingen skal du give samtykke til denne, og der tages billeder af de områder der skal behandles.
Se priser og yderligere info om supplerende behandlinger på hjemmesiden. Og husk at du altid kan kontakte os hvis du har spørgsmål eller ønsker en gratis, uforpligtende konsultation i klinikken.
Ved konsultation og behandling må du gerne komme sammen med en ledsager. Du kan til en hver tid vælge at afbryde/aflyse et behandlingsforløb. Husk at melde afbud, hvis du udebliver.
Du er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os under og efter behandlingsforløbet, både hvis du har spørgsmål eller der opstår bivirkninger efter behandlingen.
Udarbejdet af ansvarlig læge for klinikken, 01.06.2026. Version PI1 BOT. Informationen gennemgås mindst 1 gang årligt, og der kvitteres for gennemgang på kontrolark hos lægen. Kopi af kontrolark opbevares i klinikken. Ved behov for ændring i informationen vil den ændrede information få ny versionskode.
