Spring til indhold
Alle vejledninger

Patientinformation

Hårfjerning med laser/IPL

Gælder Permanent Hårfjerning.

Gældende fra 20. juli 2026 · version PI1 HF · udarbejdet af klinikkens ansvarlige læge

Information om hårfjerning med laser/IPL

Om behandlingen

Hårfjerning ved brug af laser/IPL fungerer ved at lede korte lysglimt mod hårroden (hårsækken). Når pigmentet i hårsækken absorberer lyset fra laseren/IPL’en, omdannes lyset til varme, som destruerer hårsækken. Derved kan hårsækken ikke producere nye hår og det eksisterende hår falder af.

6 uger inden behandling

  • Hvis du får voksbehandlinger, bør din sidste voksbehandling laves mindst 6 uger inden laser/IPL-behandling. Du bør ikke plukke hårene eller bruge hårfjerningscreme, der hvor du skal IPL/laser-behandles, ej heller foretage anden form for behandling, der fjerner håret ned til roden, de sidste 6 uger inden behandling. Dette skyldes at vi tilsyneladende får bedre effekt af IPL/laser-behandlingen, når der sidder lidt hår tilbage i hårsækken

4 uger inden behandling

  • Du skal undgå at blive solbrændt i ca. en måned inden din behandling. Du skal også undgå selvbruner og spraytan op til din behandling. Hvis huden er for solbrændt vil behandlingen ikke være lige så effektiv, fordi effekten af laser/IPL da må reduceres for at undgå bivirkninger.

1-2 dage inden behandling

  • Du skal have barberet håret i behandlingsområdet 1-2 dage inden behandlingen, da for lange hår, der stikker op af huden, vil genere ved behandlingen.

Eventuelle bivirkninger af laserbehandlingen

  • Lyset, der anvendes til IPL/laser-behandling, er uskadeligt givet i korrekt dosis, da der kun benyttes synligt eller infrarødt lys og systemet sørger for at filtrere lyset korrekt. Der kan opstå let rødme, ømhed og hævelse efter behandlingen. Disse forandringer forsvinder efter 1-7 dage. Kort efter behandlingen kan en ispose lindre evt. ubehag, men som regel er det ikke nødvendigt. Sjældne bivirkninger:
  • Ved for kraftig dosering af lyset kan der komme vabeldannelse. Kontakt i så fald klinikken. Egentlige brandsår med ødelæggelse af væv dybere i huden er, så vidt vi ved, aldrig rapporteret.
  • Der er enkelte rapporter om øget pigmentering i huden efter behandlingen. Dette er forbigående og ses af og til hos patienter med relativt mørke hudtyper.

Hudpleje efter behandlingen

  • Du må ikke blive for solbrændt i det behandlede område i 4 uger efter behandlingen, da der i så fald kan opstå pigmentpletter. Vi anbefaler derfor, at du bruger solcreme med høj faktor i mindst 1 måned efter behandlingen.

Kan alle typer hår og hudtyper behandles?

  • Behandlingen fungerer på den måde, at laserlyset optages i hårets pigment. Af den grund er behandlingen mest effektiv, når håret er relativt mørkt og huden lys, da der derved opstår størst kontrast mellem farven på huden og håret. Helt lyst eller gråt hår kan ikke behandles. Blondt hår kræver flere behandlinger end mørkt hår.
  • Vi behandler ikke på meget mørk/sort hud pga. øget risiko for bivirkninger.

Hvor ofte og hvor mange gange bør behandlingen gives

  • Der bør gå mindst 4-5 uger (afhængigt af hvilket område på kroppen, der behandles) mellem hver behandling for at få maksimalt udbytte af behandlingerne. Der kræves mindst 3, men ofte langt flere behandlinger, indtil hårene er væk. Der er store individuelle variationer. Efter et eller flere år kan det være aktuelt med vedligeholdelses-behandling, fordi der er dannet nye hårsække. Her er der også store individuelle variationer.

Konsultationen

Inden du kan blive behandlet, skal du komme til en konsultation hos lægen eller en sygeplejerske. Før konsultationen bedes du læse denne skriftlige patientinformation om behandlingen. Ved samtalen spørger vi til din helbredstilstand og om du tager noget medicin. Vi informerer om behandlingen med udgangspunkt i denne skriftlige information, besvarer dine spørgsmål, opretter journal og ordinerer behandling.

Derefter kan du behandles, forudsat at du giver dit samtykke til det. Inden behandlingen tages der billeder af det område, der skal behandles. De informationer du har givet os, inklusive dit CPR nr. og billeder af behandlingsområdet, lagres krypteret i en database.

  • Vi må kun give kosmetisk behandling til patienter over 18 år.
  • Er du gravid eller ammende, kan du ikke blive behandlet.
  • Gør opmærksom på, om du har haft herpes (”forkølelsessår”) i det område der skal behandles. Det kan i så fald være aktuelt at give forbyggende medicin nogle få dage for at sikre, at behandlingen ikke udløser et herpesudbrud.
  • Gør også opmærksom på evt. andre infektioner, hudsygdomme eller blodsygdomme, og om du har eller har haft kræft i huden eller anden form for kræft. Lægen vil i så fald vurdere, om der er noget i vejen for, at du kan modtage behandlingen.

Ved konsultation og behandling må du gerne komme sammen med en ledsager. Du kan til en hver tid vælge at afbryde/aflyse et behandlingsforløb. Husk at melde afbud, hvis du udebliver.

Du er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os under og efter behandlingsforløbet, hvis du har spørgsmål eller hvis der opstår bivirkninger efter behandlingen.

Udarbejdet af ansvarlig læge for klinikken, 01.06.2026. Version PI1 HF. Informationen gennemgås mindst 1 gang årligt, og der kvitteres for gennemgang på kontrolark hos lægen. Kopi af kontrolark opbevares i klinikken. Ved behov for ændring i informationen vil den ændrede information få ny versionskode.

Vi ringer dig op

Udfyld formularen og en af vores behandlere kontakter dig inden for 24 timer på hverdage.