Spring til indhold
Alle vejledninger

Patientinformation

Skinbooster

Gælder Skinbooster.

Gældende fra 20. juli 2026 · version PI1 BOO · udarbejdet af klinikkens ansvarlige læge

Behandling med booster, patientinfo PI1 BOO

Med tiden og alderen mister huden gradvist sin elasticitet og fylde, hvilket skyldes nedbrydningen af forskellige komponenter i huden som hyaluronsyre, elastin og kollagen. Behandling med booster (ejal40, Prophilo m.fl.), der består af vand og stabiliseret hyaluronsyre, tager sigte på at erstatte tabt fylde. Booster har en høj koncentration af hyaluronsyre, som stimulerer bindevævets egen produktion af både hyaluronsyre, kollagen og elastin. Injektionsteknikken sikrer, at produktet fordeler sig i hele det injicerede område, som derved løftes, fugtes og udglattes.

Hvor kan anvende booster anvendes?

Booster kan anvendes som ”alene behandling” eller som supplement til ikke-permanent fillerbehandling der lægges dybere i huden. Anvendes typisk i kinder og/eller hals, men kan også bruges til hænder og overarme.

Hvor længe holder resultatet?

Holdbarheden varierer efter alder og placering. Generelt er holdbarheden 6-12 måneder.

Hvordan udføres behandlingen?

Der tages klinisk foto inden første behandling, efter behandlingen og ved kontrol.

Du bør så vidt muligt møde op uden make up.

Huden afsprittes, og med en tynd kanyle injiceres booster i et fastlagt mønster.

Der bruges 1 ml i hver kind fordelt i 5 punkter, på halsen 2 ml i 10 punkter. Behandlingen tager oftest 20-30 minutter, afhængigt af hvor mange og hvilke områder, der skal behandles. Der sættes altid mindst 30 minutter af til en behandling. Hvis du ønsker, kan du have en ven/veninde eller familiemedlem med til behandlingen.

Er der forholdsregler før eller efter behandlingen?

Før behandlingen anbefales det at ophøre med brug af fiskeolie/omega3 (mindst 1 uge før behandling) og visse typer af håndkøbsmedicin der kan virke blodfortyndende.

Man kan genoptage arbejde og almindelige gøremål lige efter behandlingen, dog skal man være opmærksom på, ikke at udføre hård fysisk aktivitet de to første døgn.

Undlad at massere eller gnide på det behandlede område, og der må først anvendes make-up 4 timer efter behandlingen.

Du skal også undgå at udsætte huden for ekstrem varme eller kulde.

Du bør afstå fra laserbehandlinger, kemiske peelinger, microneedling o.lign. i ansigtet i 2 uger efter behandlingen. Ultraformer/ HIFU-behandling må ikke gives i det behandlede område.

Spørg personalet hvis du er i tvivl.

Hvem kan ikke behandles med booster?

  • Børn og unge under 18 år.
  • Gravide eller ammende.
  • Ved aktiv infektion i de områder der ønskes behandlet.
  • Personer som er behandlet med permanent filler i samme område.
  • Personer i blodfortyndende behandling eller med alvorlig sygdom.
  • Husk at oplyse hvis du har kroniske smitsomme infektioner som HIV eller smitsom leverbetændelse.

Kan der opstå bivirkninger eller komplikationer efter behandlingen?

Efter behandlingen kan der opstå hævelse, rødme, misfarvning og små buler ved injektionsstederne.

Disse forsvinder typisk i løbet af 12-24 timer, men det kan variere ift hvor hurtigt produktet fordeler sig. I sjældne tilfælde kan misfarvning vare i flere uger eller måneder.

Enkelte får bumselignende udslet, som kan vare et par dage. Der ses sjældent infektion, opstår dette, kan det afhjælpes med antibiotikabehandling.

Ved behandling med ikke-permanent filler er der rapporteret følgende sjældne bivirkninger: Granulomdannelse, biofilmdannelse, infektion, og meget sjældent: øjenkomplikationer. Vi kender ikke til at nogle af disse sjældne filler-bivirkninger er rapporteret ved brug af booster alene.

Konsultation

Før behandling med filler / booster skal du møde til en konsultation hos vores læge eller sygeplejerske. Konsultationen tager udgangspunkt i denne skriftlige information, som du skal have læst. Du må gerne stille spørgsmål, og du er velkommen til have en ven/veninde eller et familiemedlem med.

Herefter skal der gå mindst 48 timer, før du kan blive behandlet. Behandlingen forudsætter dit samtykke. Du skal kun til forkonsultation den første gang du skal behandles i en ny klinik, herefter kan du komme direkte til efterfølgende behandlinger samme sted.

Ved konsultation og behandling føres journal inkl. billeder af det behandlede område. CPR-nr., journal og billeder lagres krypteret.

Du kan til en hver tid vælge at afbryde/aflyse et behandlingsforløb. Husk at melde afbud, hvis du udebliver. Du er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os under og efter behandlingsforløbet, hvis du har spørgsmål, eller hvis der opstår bivirkninger efter behandlingen.

Udarbejdet af ansvarlig læge for klinikken, 01.06.2026. Version PI1 BOO. Informationen gennemgås mindst 1 gang årligt, og der kvitteres for gennemgang på kontrolark hos lægen. Kopi af kontrolark opbevares i klinikken. Ved behov for ændring i informationen vil den ændrede information få ny versionskode.

Vi ringer dig op

Udfyld formularen og en af vores behandlere kontakter dig inden for 24 timer på hverdage.